Vedtægter for Venneforeningen De Unges hus

De Unges Hus er et tilbud forankret i København kommunes Socialforvaltning. De Unges Hus rummer tre selvstændige indsatser. Pigegruppen er for piger i alderen 13-23 år, som lever udsatte liv. I pigegruppen kan man både komme anonymt og være indskrevet. Vilde Liv er for unge i alderen 13-21 år, som lever udsatte liv og som opholder sig i og omkring Christiania. Vilde Liv er et anonymt tilbud. De 4 Årstider er et anonymt tilbud til nuværende og tidligere anbragte børn og unge. Se www.deungeshus.kk.dk for mere information om De Unges Hus.


§ 1. Navn og hjemsted:
Foreningens navn er Venneforeningen for De Unges Hus.
Foreningen har hjemsted i København.


§2. Foreningens målsætning og formål
Stk. 1 At støtte etablering og gennemførelse af projekter, aktiviteter og arrangementer i indsatserne i De Unges Hus til hjælp, gavn og støtte for brugerne af disse tilbud for at forbedre deres livssituation og til enkeltpersoner i en økonomisk særlig sårbar situation.
Stk. 2 At stimulere og understøtte eksperimenterende initiativer, som er til gavn for målgruppen i De Unges Hus.

Stk. 3 At søge penge til foreningens formål


§3. Ansøgning og støtte
Stk. 1 Ansøgning om støtte sker gennem en af indsatserne i De Unges Hus.
Stk. 2 Enhver bruger af De Unges Hus kan foreslå ansøgning om støtte til aktiviteter inden for foreningens formål. Ansøgning sker gennem en ansat i De Unges Hus. Ansøgere kan være anonyme over for bestyrelsen.
Stk. 3 Ansøgninger kan omfatte konkrete projekter, aktiviteter og arrangementer. Aktiviteter kan ansøges og støttes med ”rammebevillinger” som De Unges Hus administrerer.
Stk. 4 Ansøgninger fremsendes med motivation, formål og omfang, ”tidsplan”, ”ansvarlig” og angivelse af administration (ekstern professionel administration af støtte kan indeholdes i ansøgningen).

Stk. 5 Støttede projekter afrapporteres økonomisk med aflæggelse af dokumenteret og revideret regnskab og fagligt efter aftale med bestyrelsen. Afrapportering for både økonomi og faglighed vil fremgå af bevilling.
Stk. 6. Administration af modtagne beløb til konkrete projekter skal varetages af de af kommunen
fastansatte personale i De Unges Hus. Personalet skal have ansvaret for gennemførelsen og aflæggelse af
regnskab og afrapportering i henhold til bevillingen.
§ 4. Foreningens drift:
Foreningens drift finansieres ved donationer i form af arv og gave samt økonomisk støtte fra private personer, erhvervsvirksomheder, institutioner m.v. og løbende kontingentindbetalinger


§ 5. Medlemskab
Stk. 1 Som medlem af Venneforeningen for De Unges Hus kan optages enkeltpersoner. Virksomheder og organisationer, der ønsker at medvirke til at støtte foreningen kan tegne støttemedlemsskab. Optagelse af medlemmer sker løbende med virkning fra det tidspunkt, hvor medlemskontingentet er betalt. Et medlemskab er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.

Stk. 2 Udmeldelse kan ske ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem med virkning fra udgangen af en måned. Et medlem betragtes som udmeldt, når den pågældende ikke har betalt sit kontingent.
Stk. 3 Medlemmer, der modarbejder foreningens vedtægter og værdigrundlag eller ikke betaler det årlige kontingent, kan ekskluderes af bestyrelsen. En afgørelse herom kan ikke påklages til generalforsamlingen.


§ 6. Kontingent og donationer
Medlemmer af foreningen betaler et årligt medlemskontingent til foreningen og har ret til at deltage på generalforsamlinger med stemmeret.
Kontingent for medlemmerne fastsættes af bestyrelsen. Støttemedlemmer kan uden at være medlem støtte foreningen finansielt ved at betale et støttekontingent eller gennem andre donationer.


§ 7. Foreningens ledelse:
Stk. 1 Foreningens øverste ledelse er generalforsamlingen.
Stk. 2 Den ordinære generalforsamling holdes en gang om året senest 1. maj. Indkaldelse sker via e-mail senest 14 dage før. Den foreslåede dagsorden vedhæftes indkaldelsen.
Generalforsamlingen skal have følgende dagsorden:
1) Valg af dirigent
2) Bestyrelsens beretning
3) Fremlæggelse og godkendelse af foreningens regnskab
4) Fremlæggelse af foreningens budget
5) Bestyrelsens forslag til aktiviteter i det kommende år
6) Indkomne forslag
7) Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleant til foreningens bestyrelse
8) Valg af revisor, der skal være godkendt, såfremt der modtages tilskud på over 250.000 kr. pr. år, eller
hvis donorer kræver dette i forbindelse med tilskuddet, jf. § 11.
9) Eventuelt
Stk. 3 Senest en uge før generalforsamling skal indsendte forslag til pkt 6 være udsendt til medlemmerne.
Stk. 4 Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. Adgang til generalforsamlingen har kun de i § 4 nævnte medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte have besluttet at invitere. De inviterede skal fremgå af indkaldelsen. Hvert medlem har en stemme. Støttemedlemmer har deltagelses- og taleret, men ikke stemmeret på generalforsamlingen. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal, med mindre det drejer sig om vedtægtsændringer, jf. § 13. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Børn under 18 år har ikke stemmeret på generalforsamlingen.
Stk. 5 Revisor vælges for 1 år ad gangen.
Stk. 6 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det, eller hvis mindst 1/3 af medlemmerne begærer det skriftligt, med angivelse af de punkter som ønskes behandlet. Indkaldelse sker skriftligt med mindst 14 dages varsel. Den foreslåede dagsorden skal vedlægges.


§ 8. Bestyrelsens sammensætning
Stk. 1 Bestyrelsen består af 5 personer og 2 suppleanter. Herudover tilstræbes der at være et medlem fra hver af de tre indsatser i De Unges Hus.
Stk. 2 De enkelte bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen for en to-årig periode. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kassérer.

Tre ud af fem vælges i lige år, og to ud af fem vælges i ulige år. I 2018 vælges alle på en gang. Det bestemmes ved første valg, hvem der er på valg i lige henholdsvis ulige år.
Stk. 3 En medarbejderrepræsentant deltager som observatør fra De Unges Hus. Observatøren har ikke stemmeret.
Stk. 4 Der vælges to suppleanter hvert andet år. De deltager i bestyrelsesmøder uden stemmeret. De vælges ikke ind i bestyrelsen. Nuværende ansatte i De Unges Hus kan ikke være medlem af bestyrelsen.


§ 9. Bestyrelsens opgaver og virke
Stk. 1 Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen.
Stk. 2 Bestyrelsen indkalder til generalforsamling mindst en gang årligt. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden herunder retningslinjer, for hvorledes indkomne midler skal prioriteres.
Stk. 3 Bestyrelsesmøde afholdes mindst 2 gange årligt, og når formanden finder det fornødent, eller når mindst halvdelen af bestyrelsen kræver det. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest to uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsen er til stede.
Der udarbejdes beslutningsreferat efter hvert bestyrelsesmøde, som godkendes inden 14 dage efter mødet.
Stk. 5 Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Ved væsentlige beslutninger og økonomiske beslutninger af større betydning kræves 2/3 flertal af bestyrelsens medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 6 En ansat fra De Unges Hus fungerer som bestyrelsens sekretær.
Stk. 7 Bestyrelsen skal til enhver tid påse at der ikke træffes beslutning om bevilling, der overstiger foreningens økonomiske evner og rammer.
Stk. 8 Bestyrelsen har en forpligtelse til at påse at donationer anvendes i overensstemmelse med det formål hvormed de er givet.
Stk. 9 Et bestyrelsesmedlem kan udtræde med 14 dages varsel. Herved indtræder en suppleant automatisk med fulde rettigheder.
Stk. 10 Bestyrelsen modtager ikke honorar for sit arbejde.
Stk. 11 Et medlem af bestyrelsen skal udtræde, hvis han/hun har gjort sig skyldig i en handling der gør vedkommende uværdig til at være bestyrelsesmedlem eller på grund af længerevarende sygdom eller fravær er ude af stand til at varetage hvervet.
Stk. 12 Der indgås en samarbejdsaftale med indsatserne i De Unges Hus. Der er jævnlige møder mellem bestyrelsesformanden og et medlem af bestyrelsen og en ansat fra De Unges Hus.


§10. Tegningsret
Stk. 1 Foreningen tegnes udadtil skriftligt af bestyrelsesformanden eller næstformanden.
Formand/næstformand kan kun disponere for beløb op til 10.000 kr. Beløb derover kræver at både formand og næstformanden godkender dispositionen.


§ 11. Budget, regnskab og revision
Stk.1 Bestyrelsen udarbejder hvert år et budget til godkendelse på generalforsamlingen. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2 Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 3 Årsregnskabet skal opgøres i overensstemmelse med de i lovgivningen til enhver tid gældende krav
og god regnskabsskik.


§ 12. Ansvar og hæftelse
Stk. 1 Foreningen hæfter alene med sin formue. Bestyrelsen og medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens virke.
Stk. 2. Foreningen tegner og betaler en ansvarsforsikring for bestyrelsen.


§ 13. Vedtægtsændringer:
Vedtægtsændringer skal godkendes af generalforsamlingen med 2/3 af de afgivne stemmer.


§ 14. Opløsning:
Stk.1. Beslutning om foreningens ophør eller likvidation skal ske på samme måde som vedtægtsændringer.
Stk. 2. Ved opløsning tilfalder foreningens aktiver og indeståender De Unges Hus.


§ 15. Datering:
Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 14. april 2018.*

*Ovennævnte § 10 er ændret ved generalforsamlingen den 20. juni 2019.